Vi afvikler velfærdsstaten

19.07.2026

Velfærdsstaten bliver ikke afviklet fra den ene dag til den anden. Den bliver afviklet langsomt. Ikke gennem én reform eller én regering, men gennem en udvikling, hvor flere og flere mister troen på de fælles løsninger. Når tilliden til vores fælles institutioner svækkes, begynder vi naturligt at søge alternativer. Det er en udvikling, som bør bekymre alle, der tror på den danske velfærdsmodel. For når vi holder op med at tro på fællesskabet, begynder vi også at indrette os uden om det.

Et af de tydeligste tegn på den udvikling er, at ungdommen er blevet mere liberal. Og på sin vis er det dejligt, at ungdommen i højere grad er politisk bevidst, men det skal ikke ske for enhver pris. Vejen til en mere liberal ungdom er et resultat af et velfærds- og samfundssvigt. Årtiers politisk svigt har skabt en svækket velfærdsstat med manglende og stadig faldende tiltro til vores folkevalgte. Og det er selvforskyldt. Det er blevet hverdag at leve på gårsdagens resultater frem for at forholde sig til virkelighedens udfordringer.

Jeg tror også, at vi har skabt en politisk kultur, hvor vi alt for ofte leder efter løsninger de forkerte steder. Vi er blevet dygtige til at lytte til analyser, modeller og regneark, men dårligere til at lytte til de mennesker, som hver eneste dag får vores velfærd til at fungere. Måske har vi skabt en illusion om, at de bedste løsninger starter bag skrivebordene, når de i virkeligheden burde begynde hos læreren i klasselokalet, pædagogen i børnehaven eller SOSU'en på plejehjemmet. Når afstanden mellem beslutningerne og virkeligheden bliver for stor, så mister flere tilliden til de fælles institutioner. Og når tilliden forsvinder, så begynder flere familier naturligt at søge mod de private alternativer.

For når vi holder op med at tro på fællesskabet, begynder vi også at indrette os uden om det.

Politikerne bærer et stort ansvar. Men de står ikke alene. Velfærden bliver ikke kun svækket, når vi underprioriterer den, men den bliver svækket, når ressourcestærke individer på den ene eller anden måde tager afstand fra velfærdsstaten. Det er ikke udtryk for manglende samfundssind. Det er udtryk for, at tilliden til de fælles løsninger er blevet mindre. Når ressourcestærke familier trækker deres børn ud af folkeskolen, så falder opbakningen til et af de vigtigste fællesskaber, vi har. Og langsomt bygger man på et samfund, hvor det naturlige valg ikke længere er fællesskabet.

Vi ser en generel stigning i antallet af børn i private institutioner og skoler, hvor forældrene aktivt vælger de offentlige velfærdstilbud fra. Når flere og flere ressourcestærke familier trækker deres børn ud af folkeskolerne, så får man skabt en lukket og virkelighedsfjern samfundsdebat til følge. Når børn i stigende grad vokser op adskilt fra hinanden, mister de også noget af den forståelse, som opstår, når mennesker med forskellige livsvilkår mødes i hverdagen. Men de bliver ikke lige så dannede mennesker, når de kun omgås børn, som har haft samme vilkår i livet.

Når afstanden mellem beslutningerne og virkeligheden bliver for stor, så mister flere tilliden til de fælles institutioner.

Folkeskolen er et fantastisk sted, hvor børn fra alle samfundslag mødes. Det bidrager til læring og dannelse. Når flere og flere forældre flytter deres børn til private tilbud, så bryder det den dynamik, som velfærdsstaten førhen har været garant for.

Jeg bebrejder ikke de forældre, som flytter deres børn, men jeg tror, at børnene mister en vigtig del af deres menneskelige dannelse, når man samler dem i en lukket privat klub fra barnsben. Jeg tror, det bidrager til en mere individualiseret samfundsdebat. Jeg tror, det afvikler velfærdsstaten.