Rosentorn Magasin

Hvis staten skal have ansvaret, så skal den også levere

17.08.2026

Staten har i Danmark ikke monopol på behandlinger i sundhedsvæsenet. Gudskelov for det. Men når den eneste måde vi i Danmark kan få en skattebetalt behandling, er gennem de offentlige sygehuse, så skal staten også kunne levere. Det har dog vist sig over lang tid, at de ikke har været opgaven voksen. Derfor indførte vi også det udvidede sygehusvalg, som i dag giver dig muligheden for at blive udredt og/eller behandlet på et privat sygehus, hvis du skal vente i mere end 30 dage.

Men hvordan kan vi i et af verdens mest udviklede lande acceptere, at hvis du skal vente 29 dage på en behandling, så får du den om 29 dage. Hvis ventetiden derimod siger 30 dage, så kan du godt få lov til at komme på et privathospital, som måske kan behandle dig inden for en uge.

Vi bør ikke lade patienter vente på behandling, hvis behandlingen kan udføres hurtigere, men på et andet sygehus. Uanset om lægen er lønnet af det offentlige eller private.

Men når den eneste måde vi i Danmark kan få en skattebetalt behandling, er gennem de offentlige sygehuse, så skal staten også kunne levere.

For mange mennesker er det ikke blot en behandling, men det kan også være en scanning, som kan vise sig at være vigtig at få lavet hurtigt, hvis scanningen viser sig at være en ondartet tumor. Scanninger, som med få dages mellemrum kan have stor betydning for udviklingen af sygdommen.

For selvom jeg ikke mener, at det bør være staten der står for vores sundhedsvæsen, så må vi i det mindste kræve, at den kan levere sundhedsbehandling, når de nu har ansvaret for den. Hvis ikke den kan levere, så må den jo uddelegere opgaverne til privathospitalerne, og det kan ikke lade sig gøre, hvis ikke vi har et endnu mere udvidet sygehusvalg.

Et udvidet sygehusvalg, hvor vi ikke har sat en arbitrær grænse på 30 dage, men hvor staten lader dig få den behandling, som du har behov for, uanset hvem der udbyder den. Hvor grænsen for det udvidede sygehusvalg ikke er 30 dage, men hvor den hedder 0 dage. For vi kan ikke fortælle en sygdom, at den lige skal vente op til 29 dage før den skal behandles. Sygdommen vil altid udvikle sig, også i tiden mellem henvisning, udredning og behandling.

Vi bør ikke lade patienter vente på behandling, hvis behandlingen kan udføres hurtigere, men på et andet sygehus.

For i en verden, hvor vi sætter patienten og sygdommen i fokus, så skal lægen henvise til den hurtigste behandling, som kan udbydes, uanset om det er privat eller offentligt. Lovgivning, som i dag ikke tager udgangspunkt i den bedste behandling, men et fokus på statskassen og en bibeholdelse af det offentlige sundhedsvæsen.

En henvisningsproces som ikke tager udgangspunkt i, om man kan finde et offentligt sygehus med behandlingstid på under 30 dage, og først dernæst undersøger muligheden for private sygehuse. Lad i stedet henvisningen tage udgangspunkt i den hurtigste behandling, så ingen skal vente længere tid end nødvendigt.

For vi kan ikke fortælle en sygdom, at den lige skal vente op til 29 dage før den skal behandles.

Når staten gang på gang viser, at den ikke kan løfte det ansvar, som den har, så må den også stå på mål for sine fejl. Hvis vi udvider det udvidede sygehusvalg, så kan jeg godt spå om hvad der kommer til at ske: Endnu flere får behandling i det private. De offentlige sygehuse bliver ikke bedre, men de får samtidig tilført flere penge.

Det vil være dyrt, men det bliver fremtidens sundhedsbehandling uanset hvilken løsning der vælges. Men når vi ikke vil lade behandlingen ske hos dem, der kan levere, så bliver det ikke blot dyrere, men også dårligere. Derfor skal det private have større andel i de behandlinger, som allerede kan varetages af det private, og gradvist overtage det sundhedssystem, som i dag svigter for mange.


David Klausen – Hvis staten skal have ansvaret, så skal den også levere