Jeg er træt af at være liberalisten, som hader kulturlivet

12.07.2026

Det nemmeste er at se et opgør med kulturstøtten som en undergang. Det svære er at se det som en overgang. Men jeg vil fortælle om det på den måde, for kulturlivet er i farver, ikke i sort/hvid. Min kærlighed til civilsamfundet er ganske enkelt langt større end mit had til staten.

For nylig så jeg tilbage på et gammelt klip af min nok absolutte ynglings debattør på venstrefløjen, Rune Lykkeberg. Jeg har, på trods af politisk uenighed, altid beundret chefredaktøren på Dagbladet Informations nuancerede verdenssyn og selvindsigt.

I det gamle klip fra programmet hos Clement, hvor han var inviteret ind i forbindelse med hans udnævnelse som chefredaktør på Dagbladet Information, kunne jeg høre ham præsentere en skarp analyse og selvkritik af venstrefløjen. I klippet fra interviewet indleder Clement Kjærsgaard med at konstatere, at han mener, Rune Lykkebergs største problem er, at han er alt for glad til at være chefredaktør på Dagbladet Information. En analyse, som Lykkeberg svarer således på: ”Jeg har altid synes, at det der med, at hvis man var venstreorienteret, så skulle man være sur, og at det gode liv var en moralsk synd, og at man var særligt klog, hvis man var pessimist, det har jeg altid synes var latterligt. Det nemmeste, når noget forandrer sig, er at se det som en undergang, det sværeste er at se det som en overgang til noget nyt.”

Særligt den første del af Lykkebergs udsagn finder jeg relaterbart. For jeg er personligt træt af at virke som den sure liberalist.

For jeg er personligt træt af at virke som den sure liberalist.

For imens at nogle på venstrefløjen afgjort privat lever på måden, som Lykkeberg kritiserer, med udgangspunkt i at det gode liv er en moralsk synd osv., så tror jeg, vi er mange højreorienterede, som ofte kan ende med at virke som de sure og pessimistiske i den offentlige debat.

For moderne politik handler som oftest om, at nogle skal have lidt flere penge af staten. De store ideologiske visioner i dansk politik er efterhånden pakket længere væk end Anders Fogh Rasmussens eksemplar af Minimalstaten under valgkampen i 2001. Og automatsvaret fra højrefløjen og en liberalist som jeg selv til forslag om at tilføre flere penge til højre og venstre lyder som en episode af Klovn: En, to, tre; nej!

På trods af at jeg mener, det er det rigtige at svare nej, så skaber det nemt en negativ fortælling om højrefløjen. Særligt i kulturdebatten, hvor både de konservative og venstreorienterede gerne vil dele gaver ud, får man hurtigt følelsen af at stå tilbage som den sure liberalist, der vil fjerne den statslige støtte og derfor slet ikke ønsker et kulturliv. Men det kunne ikke være længere fra sandheden.

For som Lykkeberg siger det: ”Det nemmeste, når noget forandrer sig, er at se det som en undergang, det sværeste er at se det som en overgang til noget nyt”. Jeg ønsker ikke at stoppe tilførslen af støttemidler til kulturlivet, fordi jeg ikke ønsker et stærkt kulturliv, tværtimod skal det stop skabe en overgang til et nyt og bedre kulturliv.

For mig at se er det største problem i kulturlivet nemlig den alt for store statslige indblanding, som både gør det sværere for civilsamfundet at drive foreningsliv med bøvlede regler og bureaukrati, samtidig med at det også gør civilsamfundet alt for passivt.

Vi husker nok alle historierne om bankoforeninger, som blev politianmeldt for at spille for meget banko. Foreninger, som skaber et stærkt fællesskab for særligt ældre i mange af landets forsamlingshuse, men i stedet måtte bruge ressourcer på at slås med systemet. Bevares, slåskampen fik de noget ud af, da deres krav er blevet lempet, men de rammes stadig unødvendigt meget af bureaukrati. Vi kan dertil se på idrætsforeninger, som skal bruge tid på at lave ansøgninger, hvis unge mennesker skal sove i foreningslokaler i forbindelse med et stævne. Og personligt selv kender jeg fra min tid i ungdomspolitik til det problem, at det kun er lokalformænd og lokale kasserer, som må kende deres lokale medlemsliste. Det betyder, at arbejdsbyrden er placeret tungt på to mennesker. Ikke fordi resten af bestyrelsen ikke gerne ville hjælpe med at ringe til medlemmer og fortælle om de sociale og faglige arrangementer, vi tilbyder i demokratiets tro tjeneste, men fordi de ikke må.

Når jeg opremser disse ting, kan jeg endnu engang komme til at lyde som en liberal der brokker mig over staten. Men grunden til jeg synes det er så vigtigt er netop ikke pga. staten. For min kærlighed til civilsamfundet er langt større end mit had til staten. Men det er netop derfor jeg ønsker mig en stat, som rent faktisk giver rum til at civilsamfundet kan udfolde sig ordentligt, uden at ødelægge det med administrative byrder.

For min kærlighed til civilsamfundet er langt større end mit had til staten.

Problemet ved den statslige indblanding er dog som sagt ikke bare papirnusseri, og begrænsninger på civilsamfundets muligheder for at udfolde sig, men også at det gør civilsamfundet alt for passivt i kulturlivet. Vi tager ganske enkelt for mange ting for givet og for lidt stilling.

Vi tager for givet, at nogle foreninger og kulturtilbud af alle mulige arter, såsom medier, museer og idrætsforeninger, skal have støttekroner, samtidig med at tilbuddene alle bliver gjort økonomisk afhængige af staten.

Hvis vi vil have et mere levende kulturliv, bliver vi nødt til at kræve af os selv og af civilsamfundet, at vi tager mere stilling. Staten skal fjernes som mellemmanden, der tager imod borgernes penge i skatter og bestemmer, hvilke kulturtilbud der er værd at støtte. I stedet skal vi beholde langt flere af vores egne penge selv og tage stilling til, hvilke kulturtilbud vi rent faktisk vil støtte op omkring.

Staten skal fjernes som mellemmanden, der tager imod borgernes penge i skatter og bestemmer, hvilke kulturtilbud der er værd at støtte.

Nogle ville i den sammenhæng nok hævde, at folk aldrig ville bruge nok penge på kulturlivet, til at det ville kunne køre rundt uden statslig støtte. En pointe, jeg godt tror, kunne blive rigtig for en stund. For jeg tror helt afgjort også, at der vil være en tilvænningsproces, men det er netop, når det går op for folk, at deres personlige støtte til kulturtilbud betyder noget, at vi tvinger folk til at tage stilling. Og når først det er gået op for folk, er jeg fuldstændig overbevist om, at det vil være en gevinst for kulturlivet, særligt for de folk, der gør sig mest umage i kulturlivet.

Folk ville i langt højere grad kunne stemme med fødderne i forhold til, hvilke foreninger og kulturtilbud man ville lægge sin tid og penge hos. Det vil på den måde også blive et væsentligt mere demokratisk kulturliv, der tager udgangspunkt i, hvilke tilbud folk reelt efterspørger. Samtidig vil de dygtigste folk i kulturlivet i langt højere grad blive belønnet og anerkendt af civilsamfundet fremfor bare at blive anerkendt af en statslig medarbejder, der fordeler støttemidler.

Endvidere ville man fjerne den økonomiske afhængighed, som landets foreninger og kulturinstitutioner har over for staten. Noget der er bærende nødvendigt for, at man kan have et kulturliv, som tør at være kritisk over for politikerne og landets øvrige magthavere. Man behøver end ikke at snakke om hypotetiske scenarier for, hvorfor det er vigtigt. Lukningen af Radio24/7 cementerede, hvorfor det er vigtigt, at vores kulturliv lever af og på civilsamfundets præmisser, fremfor dem der er nedfældet i magtens centrum.

Lykkebergs ord vil nok inspirere mig til at konstatere, at det nemmeste er at se et opgør med statslig støtte til kulturlivet som en undergang for kulturlivet. Det svære er at se det som en overgang til et mere levende kulturliv. Men med lidt kopieret materiale fra en tidligere amerikansk præsident vil jeg netop fortælle om det på den måde, fordi det er svært. Jeg vil se det sådan og fortælle om det på den måde, fremfor bare at tale om at man skal lukke noget, eller fjerne en støtte.

For jeg er træt af at være liberalisten, som hader kulturlivet. Jeg er træt af kun at snakke om, hvad jeg ikke vil støtte. For kulturlivet handler ikke om, hvad politikere vil støtte. Det handler om fællesskaber, kunst og oplevelser. Det handler om, hvad mennesker kan skabe, fremfor hvad systemer kan afvikle. For kulturlivet er i farver, ikke i sort/hvid, som de fyldte kaffekopper i kommunernes kulturforvaltninger. Ligesom liberalisters svar på kulturområdet, som mit eget, bør være i farver og ikke i sort/hvidt.

For kulturlivet er i farver, ikke i sort/hvid, som de fyldte kaffekopper i kommunernes kulturforvaltninger.