Den individualistiske tidsalders dopaminafhængighed har gjort det svært for det moderne menneske bare at være til

Der skal ske noget. Nu og her. Ellers kommer du til at kede dig. Og hvad skulle du stille op med det? Udover selvfølgelig at være i nuet, være til stede i øjeblikket og bare ænse og sanse den forunderlige verden omkring dig, der udspiller sig, når du sidder med hovedet begravet i telefonen, mens et par airpods gennemtrænger dine (u)skyldige trommehinder.

Med hovedet begravet

Jeg synes, det er et sørgeligt syn, der møder mig, når jeg kigger rundt på folk i det offentlige rum. Selvom jeg slår mine daglige folder på de aarhusianske kanter, er det en tendens, jeg kan se, gør sig gældende i mange dele af landet.

Dansken er blevet afhængig. Af sin telefon. Og særligt det, der sker på den. Den konstante insisteren på at skulle tjekke noget, se noget, høre noget, underholdes af noget. Men for hvad?

Jeg kan se, at folk ofte tyer til deres telefon, hvis de har en ledig stund eller et øjeblik, hvor de skal fordrive noget tid, der ellers ville gå til spilde med bare at vente.

Hvad er det, der er så vigtigt, at det skal tjekkes lige nu og her? Klokken? En besked? Notifikation? Grundene kan være mange.

Det er ikke sikkert, folk vil mene, de er afhængige. Men noget tyder på det, når 82 procent i en eller anden grad er (psykologisk) afhængige.

Dansken er blevet afhængig.

Men hvornår blev ventetid til spildtid?

Jeg forstår godt, det er kedeligt at vente. For selvom der selvfølgelig i visse sammenhænge er noget smukt over selve rejsen – og ikke kun målet i sig selv – er meget transport i hverdagen betinget af en del ventetid. For netop at komme fra A til B. Det ved jeg.

Men hvorfor er det, at vi ikke bare kan være til stede (sammen) i øjeblikket i det offentlige rum?

Sanserne i spil

Jeg stiller mig uforstående over for, hvorfor der altid som udgangspunkt skal ske noget på telefonen. Både når folk står stille, går rundt, sidder eller kører.

Uanset om man venter på nogen i det offentlige rum, er på restaurant, og vedkommende, man er sammen med, går på toilettet, eller om det er i bussen, Letbanen, i toget, folk der går rundt i bybilledet eller sågar mennesker, der cykler og holder for rødt, så er det det moderne menneskets trang til at tjekke, se, høre eller blive underholdt af noget, der skal tilfredsstilles.

Der er selvsagt også fordele ved telefonen. Et utal faktisk. Men selvom det er et udbredt ønske at skære ned på sit skærmforbrug, skræmmer det mig, at den største udfordring ved netop det er et afkald på vaner som eksempelvis at tjekke mobilen i offentlig transport, eller når man venter på nogen.

I min optik behøver der ikke altid ske noget. Bare at sidde og stirre ud af vinduet, være til, tænke på den gave, man efterhånden burde have købt til sin mor, eller reflektere over sin egen tilværelse er også en slags beskæftigelse, der måske sågar kan tilføre dit liv et positivt tilsnit.

Men hvornår blev ventetid til spildtid?

En fremmed kommer forbi

Skal der absolut ske noget, kunne det også være en opfordring til at prøve noget, jeg tænker, de fleste sjældent gør. Fordi det er så uvant i den moderne tidsalder. At tale med et fremmed menneske. Det behøver ikke være om noget så dansk som vejret. Det kunne være om noget så menneskeligt som lykke, inspiration, drivkraft eller tabu. Eller hvad end man nu fristes til at spørge om.

Hvornår har du sidst talt med et fremmed menneske i det offentlige rum, som du ikke skulle købe noget af – eller som på anden vis havde en aktie i at sælge dig noget?

Nok sjældent. Men behøver vi overhovedet interagere med andre end dem, vi har valgt at kalde vores venner? For jeg forstår da til fulde, at mange mennesker har nok i sig selv og sine nærmeste. Ellers ville vi ikke kalde dem for venner.

Men som en af mine venners mor engang sagde til mig, behøver alle relationer ikke være lige dybe. Selvom vi lever i en tid, hvor der er tilstrækkeligt med mennesker og indhold, der er overfladisk, kan man sagtens have en meningsfuld dialog med et andet menneske, uden at man hverken er for overfladisk eller behøver blive venner efterfølgende.

Bare det at tale med et andet menneske, man ikke har de samme forpligtelser over for, kan være befriende. Lærerigt. Måske sågar horisontudvidende. Det at tale med mennesker binder verden sammen.

Tid til tanken

Men omvendt forstår jeg selvfølgelig godt, at det er ventetiden undervejs i transporten, hvor der netop er tid til at få set den serie færdig, du gik i gang med nogle uger forinden, det er her, tiden er til at lave lektier eller arbejde, koble fra, slappe af og bare være sig selv efter en lang og typisk trættende og udmattende dag.

Eller du kan slippe for andres støj eller samtaler, jeg da godt forstår, du næppe gider. Den del skal der naturligvis også være plads til.

Det at tale med mennesker binder verden sammen.

Og noget af det fineste ved at være menneske, synes jeg, er retten til selv at bestemme over sit eget liv. For jeg skal ingenlunde gøre mig til profetisk prædikant over andres. Enhver har retten til selv at disponere sin tid.

Mit ærinde er blot at anvise en anden vej end den, jeg ser, mange tager. Fordi det er så rart, har jeg erfaret, at tale lidt med et andet menneske. Det føles så befriende bare at være til, uden at skulle bombarderes med sensoriske indtryk fra den lille skærm, jeg selv nådesløst lader tage al den tid, jeg aldrig får igen.

Det er selvsagt hele pointen med livet. At vi hver især skal finde det, vi vil bruge tiden på. For den løber lige så stille gennem timeglasset, og alt, vi kan gøre, er at løbe med.

Men jeg prøver – så vidt det er muligt – at undgå min telefon i det offentlige rum. Men du må sandelig ikke tro, jeg helliger mig selv, for jeg bruger det elektroniske betalingskort, lige så vel som jeg typisk finder vej via Maps, bruger mit kamera til at fange et mindeværdigt øjeblik eller svarer på de vigtigste beskeder, der nu måtte falde i min indbakke undervejs.

Jeg bruger min telefon. Ofte. For jeg har i det store hele gjort den uundværlig. Men kun sjældent i det offentlige rum.

Rum til refleksion?

Jeg er stoppet med at høre musik, eller konstant være på min telefon, når jeg benytter Letbanen eller bussen. For jeg synes simpelthen, det er rarest, når mit fokus er rettet mod det, der sker omkring mig, så jeg har øje og øre for mine omgivelser. Det er ubehageligt, når mit sanseapparat er svækket over for min omverden.

Enhver har retten til selv at disponere sin tid.

På længere togstrækninger kan jeg dog godt finde på at finde ledningerne frem og smide et par øretelefoner i. For der skal være plads til det hele.

I en verden, hvor folk nærmest vil slå ihjel for den dyrebareste resurse, vi har – tiden – stiller jeg mig uforstående over for, hvorfor det er de umiddelbare sanseindtryk fra verden omkring os, mennesket helst vil give afkald på.

For jeg har svært ved at forstå, hvorfor telefonen er blevet et værn mod kedsomhed. Et våben mod den blotte eksistens. I et forsøg på at finde noget bedre at tage sig til, når der er udsigt til, at man bliver blottet i det offentlige rum – og dermed pludselig bare er til. Dér, hvor der er risiko for, at nogen netop begynder at tale til dig, eller hvor du pludselig har tiden til at reflektere, slappe af eller betragte og bare være til. Uden andre former for indtryk end dem, der findes lige der, hvor du er.

Det er som om, de fleste mennesker er blevet socialt akavet over for fremmede – og derfor bruger telefonen som værn mod den situation, der kunne opstå, hvor de pludselig er blottede.

Det er som om, folk er bange for bare at være (til). Uden sin telefon. Uden trangen til dopamin fra den svælgende skærm. Det kan være, der ville ske noget (positivt), hvis mennesket for en stund lod sin individualistiske dopaminafhængighed gå på afvænning, så det moderne menneske fandt mening ved den blotte eksistens.

Måske finder du rum til refleksion, falder i snak med et menneske, der virker meningsfuldt for dig, eller finder en ro i bare at være til.