Ulven kommer - eller gør den?

03.08.2026

Torsdag den 30. juli 2026 krydsede over 50.000 migranter grænsen til den spanske enklave Ceuta i Nordafrika. Normalt patruljeres grænsen af både spanske og marokkanske grænsevagter for at begrænse ulovlig migration, og Marokko modtager betydelig økonomisk støtte fra EU til blandt andet grænseforvaltning og bekæmpelse af ulovlig migration.

Den 30. juli er imidlertid også Marokkos tronfest, hvor store dele af de marokkanske sikkerhedsstyrker blev omdisponeret til officielle ceremonier og fejringer. Resultatet var, at grænsekontrollen på marokkansk side var markant svækket.

Det mest opsigtsvækkende ved denne hændelse er imidlertid ikke selve migrationsbølgen, men reaktionen fra en række europæiske lande. Mindre end et døgn efter grænsegennembruddet genindførte Italien midlertidigt grænsekontrol for rejsende fra Spanien, mens blandt andre Danmark og Finland tog til orde for en markant hårdere linje over for Spanien. I stedet for at stå sammen med et medlemsland, der stod over for en ekstraordinær grænsekrise, blev ansvaret placeret hos Spanien. Det udviklede sig til en sensationspræget konkurrence om at tale først og tænke sidst.

Torsdag den 30. juli 2026 krydsede over 50.000 migranter grænsen til den spanske enklave Ceuta i Nordafrika.

Inden for 48 timer havde størstedelen af migranterne frivilligt forladt Ceuta, efter det stod klart, at en indrejse til enklaven ikke gav adgang til det europæiske fastland. Ifølge de officielle forklaringer skyldtes hændelsen en kombination af misforståelser omkring en spansk domstolsafgørelse, forskellige rygter og en koordineret indsats fra menneskesmuglere, som tilsammen udløste den massive tilstrømning.

Men det ville være naivt ikke også at overveje en anden mulighed. EU er udmærket klar over, at nabolande gennem flere år aktivt har instrumentaliseret migration for at opnå politiske mål. Det er efterhånden et velkendt mønster. I de senere år har både Belarus, Marokko og Rusland været beskyldt for at bruge migrationsstrømme til at påvirke europæiske landes beslutninger. Marokko, Tyrkiet, Libyen, Tunesien, Belarus og Rusland har alle, i forskellig grad, brugt migration som et politisk våben.

Når 50.000 mennesker krydser den samme grænse på én enkelt morgen, er det svært ikke at stille spørgsmål. Mistanken bliver ikke mindre af, at Marokko tidligere har brugt migration som politisk våben over for Spanien, blandt andet i forbindelse med striden om Vestsahara, og fortsat gør krav på de spanske enklaver Ceuta og Melilla. Det er derfor ikke urimeligt at spørge, om denne hændelse udelukkende var spontan, eller om nogen havde en interesse i, at den udviklede sig, som den gjorde.

Det udviklede sig til en sensationspræget konkurrence om at tale først og tænke sidst.

Men Europas reaktion er i virkeligheden det egentlige problem. Ceuta er ikke blot Spaniens grænse. Det er også Schengenområdets og EU's ydre grænse. Når Spanien rammes, er det derfor ikke kun et spansk problem, men et europæisk ansvar. Medlemslandene forventer, at EU beskytter Unionens ydre grænser. Men når et medlemsland udsættes for en ekstraordinær grænsekrise, bliver det mødt med kritik frem for sammenhold. I stedet for at støtte et medlemsland under pres valgte flere regeringer at møde krisen med nationale tiltag frem for europæisk solidaritet. Det er et paradoks, som kun svækker Europas fælles grænse.

Det farligste ved instrumentaliseringen af migration er ikke nødvendigvis selve migrantstrømmen. Det er, når målet reagerer præcis, som modstanderen håbede. Formålet er ikke migrationen i sig selv, men at skabe mistillid mellem medlemslandene, svække den europæiske sammenhængskraft og få regeringerne til at handle imod hinanden frem for sammen. Hvis EU's medlemslande reagerer ved at vende sig mod det land, der rammes, frem for mod de aktører, der står bag instrumentaliseringen, spiller vi direkte ind i hænderne på dem, der ønsker at bruge migration som et politisk våben.

Marokko, Tyrkiet, Libyen, Tunesien, Belarus og Rusland har alle, i forskellig grad, brugt migration som et politisk våben.

Selv om migrantstrømmen alene var rettet mod Spanien, iagttager fremmede magter nøje Europas reaktion. De kan nu se, hvor let medlemslandene lader sig splitte. Hvis én grænsekrise er nok til at få europæiske regeringer til at vende sig mod hinanden, hvorfor skulle Europas modstandere så ikke forsøge igen? Grænsekrisen blev håndteret på få døgn, men såret på Europas sammenhold er stadig åbent.

Og med et Rusland, der fører aktiv krig i øst, en migrationskrise mod syd og et USA, der ånder Danmark og Grønland i nakken fra vest, er dette et af de absolut farligste tidspunkter at vise splittelse. Hvis Europas første reaktion på hver ny krise er at vende sig mod hinanden, er spørgsmålet ikke længere, om ulven kommer. Så har vi selv lukket den ind. Og hvis Europa ikke formår at vælge sin egen vej, vil andre vælge den for os.