Hvem vi var, hvem vi er, og hvem vi skal være - derfor har kampen om historien fået nyt liv
29.09.2026
Hvis der er en ting, som gør sig gældende i Danmark, resten af Europa og hele vejen over til den anden side af Atlanten, så er det kampen om historien. Diskussioner og forsøg på definitioner af danskhed og Danmark har i år været en landeplage, og navnet Grundtvig har været moderne, som var han en dansk Kardashian. Bare i de seneste år er der udgivet et utal af bøger fra prominente stemmer, som på den ene eller anden måde skriver sig ind i denne kamp om historien og de fortællinger om os selv, vi udformer på baggrund af den.
Tidens velsagtens mest fremtrædende konservative ideolog, Christian Egander Skov, har udgivet værket Folkeligt skal alt være nu i år om nødvendigheden af en genopdagelse af en folkelig position i mødet med tidens splittelse og populisme. Alex Vanopslagh er aktuel med værket Den usynlige ånd, hvor han forsøger at udfordre narrativet om Danmark som et socialdemokratisk land, imens den ene socialdemokrat efter den anden spytter bøger ud om, hvad Danmark har været, er og skal være. Kampen om historien udspiller sig ligeledes konstant i spalterne. Den ene dag får vi en kronik om, at Danmark og det danske demokrati er formet af kristendommen, den næste fortæller en ung radikal, at han fandme ikke er formet af nogen kristendom, og at alle frihedsrettigheder, vi har, er på trods af kristendommen.
Sådanne spørgsmål kan vi diskutere til verdens ende eller i hvert fald Danmarks dages ende, hvad der tværtimod synes at stå fast, er, at der i disse år udspiller sig en heftig kamp om historien. Om såkaldt danskhed, og hvad det indebærer at være dansk, og hvem der kan blive det. Om den danske muld, som har formet os, og hvad der får landet til at hænge sammen. Spørgsmål, man kan spore i alt fra kampen om landbrugets fremtid til opgør med konventioner, til den danske folkeskole og stupide samtaler om laktoseintolerance som relevant for at være dansk. Men hvorfor denne næsten besættende kamp om historien? Hvorfor disse evindelige kulturkampe, der kredser om, hvem vi er som folk, som nation, endda som europæisk kontinent?
Mit bud er, at en stor del af svaret skal findes i, at vi følelsesmæssigt er ved at forstå, hvad vi erkendelsesmæssigt stadig mangler at fatte: Vi lever i en radikalt ny tid, hvor vi er i tvivl om, hvor vi overhovedet er endt. Kort sagt befinder vi os i en voldsom, flerdimensionel opbrudstid, hvor en bjergkæde af store forandringer har ændret vores land og liv teknologisk, kulturelt og demografisk på rekordtid. Vi taler meget om, hvor hurtigt tingene går, og vi er blevet tudet ørerne fulde af omstillingsparathed og fleksibilitet. Alligevel stopper vi sjældent op og ser, hvor markant vores samfund faktisk har ændret sig - fra familieliv og kønsroller til teknologiens indflydelse, arbejdsmarkedet og livsforløb. Min klare overbevisning er, at det er nødvendigt at forstå, hvor radikalt vores liv og samfund har forandret sig, før vi kan forstå, hvor kampen om historien stammer fra, og hvorfor diskussionerne om danskhed og Danmarkshistorien fylder mere og mere.
Diskussioner og forsøg på definitioner af danskhed og Danmark har i år været en landeplage, og navnet Grundtvig har været moderne, som var han en dansk Kardashian.
I 1970 var lige over halvdelen, 54,1 %, af kvinderne på arbejdsmarkedet. I dag er det omtrent 3 ud af 4. I nogenlunde samme årrække, fra 1972 til 2024, er selve livsforløbet sideløbende blevet forskudt, så førstegangsmødres gennemsnitsalder er steget fra 24 til over 30 år. Vi skifter arbejde og partnere oftere. Børneopdragelsen er blevet ændret markant. Vi skal bare lidt over 25 år tilbage, mere præcist til 1997, før revselsesretten blev afskaffet. På bare lidt over 25 år er vi altså gået fra, at forældre måtte slå deres børn, til at de i dag ikke forekommer at have lov til at hæve stemmen, om så barnet slår dem. Samtidig er der sket en voldsom demografisk udvikling, hvor andelen af indvandrere og efterkommere af den samlede befolkning er steget med 13,3 procentpoint siden 1980. Vi har vidnet til en revolution af landbruget, der har rørt grundlæggende ved billedet af, hvem vi er som land, med en reduktion på over 100.000 landbrugsbedrifter på cirka et halvt århundrede og et markant skifte i synet på landbrugets betydning. Samtidig er en hastig digitalisering af Danmark blevet udrullet, hvilket har betydet, at vi i 2020’erne flere gange er blevet tildelt den i mine øjne tvivlsomme ære at være blevet kåret til verdens mest digitaliserede land.
Dette tidevand af forandringer udfordrer vores billede af, hvem vi er, og sår tvivl om, hvorvidt vi kan stole på de holdepunkter, vi har været vant til at holde fast i, eller dem, vi håber, vi har fundet på vejen. Alle disse udviklinger ligger under overfladen på tidens diskussioner om alt fra landbrug, familie- og kønspolitik, skoleområdet, digitalisering og skærme til udlændingepolitikken. Men måske endnu vigtigere har de rykket ved følelsen af, at vi kan følge med, og ved vores forestilling om, hvem vi er, og hvor vi er på vej hen.
Det leder for mig tankerne hen på sociologen over alle sociologer, Émile Durkheim, og hans begreb om den anomiske tilstand. Hos Durkheim opstår såkaldt anomi, når de normer og regler, som normalt regulerer menneskers forventninger og begær, mister deres kraft. De gamle rammer formår ikke længere i tilstrækkelig grad at fortælle individet, hvad der er muligt, rigtigt eller værd at stræbe efter. Det er altså ikke blot en tilstand, hvor alle regler forsvinder, men en tilstand, hvor forbindelsen mellem individets ønsker og samfundets normer bliver svagere. Individet efterlades uden et klart holdepunkt for, hvordan det skal orientere sig, og konsekvensen kan blive en oplevelse af rodløshed og manglende sammenhæng.
På bare lidt over 25 år er vi altså gået fra, at forældre måtte slå deres børn, til at de i dag ikke forekommer at have lov til at hæve stemmen, om så barnet slår dem.
Det er her, kampen om historien og fortællingen om, hvem vi er for ny betydning og vægt. Historien bliver i den situation mere end en fortælling om noget, der allerede er sket, men et reservoir af mulige svar på, hvem vi er, og hvad vi bør være i en tid, hvor det virker uklart. Når vi diskuterer Grundtvig, kristendommen, folkeskolen, danskhed eller den danske muld, diskuterer vi derfor ikke kun fortiden. Vi diskuterer også, hvilke dele af fortiden der skal være levende i fremtiden, og hvilke værdier vi stadig ønsker, skal fungere som holdepunkter. Kampen om historien kan derfor ses som et forsøg på at genfinde et fælles kompas i en tid, hvor det nuværende kompas ikke længere opleves som tilstrækkeligt pålideligt.
Et af de punkter, hvor man mest eksplicit kan se ligheder med en anomisk tilstand i vores tid, er, at grænserne for, hvad man kan opnå, synes at forsvinde, hvilket kan skabe ubegrænsede og urealistiske begær. Det ser vi især med AI, hvor potentialet synes uendeligt, mens ingen instanser endnu synes kapable til at fungere som moralske regulatorer og rammesættere. Det fører ikke nødvendigvis til ubegrænsede glæder, men kan tværtimod skabe tomhed og desorientering. Denne grænseløshed kan netop læses sammen med den anomiske tilstand, hvor samfundets normer og forventninger ikke længere i tilstrækkelig grad sætter grænser for, hvad vi bør stræbe efter, eller fortæller os, hvornår noget er nok.
I stedet synes vi at leve under en uendelig himmel, hvor vi bliver fortalt, at det er muligt at nå alle stjernerne, men ikke hvilke der er værd at stræbe efter. Dette kan ligeledes forbindes med en oplevelse af, at samfundets mål eller forventninger til individet konstant flyttes eller forskubbes. Det kan minde om den oplevelse, vi alle fik med PISA-testene for nylig. Ikke grundet testene i sig selv, men fordi de gav en anledning til, at alle kunne se tilbage og tænke: Hvad fanden forestillede vi os med den skolereform? Med de utallige læringsmål og udformningen af skolen på baggrund af konkurrencen fra Kina? Hvorfor den hovedløse hast efter at digitalisere skolen og gøre skolen til et instrument frem for dannelse? Hvad tænkte vi dog, og indirekte, hvad var det, da for nogle mærkelige forestillinger, vi havde om, hvordan at Danmark skulle se ud i fremtiden?
Kampen om historien kan derfor ses som et forsøg på at genfinde et fælles kompas i en tid, hvor det nuværende kompas ikke længere opleves som tilstrækkeligt pålideligt.
Jeg vil hævde, at netop denne oplevelse af, at det er svært at forstå, hvad man som samfund har tænkt for bare få år siden, er en indikator for, at vi befinder os i en tid, hvor grænserne ophæves, og værdierne udfordres. Det medfører, at det bliver sværere at udforme samfundet i et konsistent billede, hvor vi har en fælles fornemmelse af, hvor skibet er på vej hen. Det kommer simpelthen til at føles, som om vi i højere grad sejler uden kompas eller konstant skifter retning. Beslutningerne skal stadig træffes, valgene bliver stadig taget, men de tages på et grundlag, som synes svagt og omskifteligt, og kommer derfor nemt til at virke hovedløse eller uigennemtænkte, selv kort tid efter.
Derfor risikerer vi også i stigende grad, at vi som borgere bliver mere mistroiske over for de løsninger eller forandringer, vi stilles over for. For kan vi nu stole på, at det er den vej, vi skal? Ikke kun i dag eller i morgen, men også om 5 år? Hvis jeg tager en uddannelse i dette eller dette fag, kan det så bruges, når jeg en dag bliver færdig? Når hele mit liv og min samfundsmæssige identitet, fra kreditkort, buskort, ID og mere, lægges over på apps og digitale platforme, kan jeg så stole på, at dette er en holdbar løsning, som er i sikre hænder? Eller viser det sig tværtimod, at den ender suspekte steder eller bliver misbrugt, og måske endda er en udvikling, der må rulles langsomt tilbage? Til sidst kan det synes farligt overhovedet at stole på fremtiden, når vi som folk mister fornemmelsen af, hvem vi er, og hvilke hegnspæle vi kan stole på, bliver stående i takt med, at vi bevæger os videre? Og så er det, vi søger svar på spørgsmål om, hvem vi er, i håb om, at dette svar, dette vi, kan være en vejviser for os i en tid af opbrud og stigende normløshed.
Naturligvis bugner historien med forandringer, og især moderne historie er fyldt med store omvæltninger og udviklinger, som overvældede os. Men vores tid synes ekstraordinært defineret ved, at vi desperat forsøger at finde forbindelserne til denne fortid. Det er næsten, som om vi forsøger at overbevise os selv om, at vi ikke er kommet til at skære båndene over til historien og nu svæver alene omkring i æteren. Jeg ser det i måden, vi peger på kirkerne i landskabet som tegn på, at kristendommen stadig er med os. I udformningen af statsborgertests og senest sindelagstests, der ikke kun skal signalere over for nytilkomne, hvem de skal være for at passe ind, men også for at minde os selv om, hvem vi er. Vi diskuterer danskhed med dyb passion, om så den stammer fra en karikatur af et menneske, der forbinder danskhed med laktoseintolerance. For det giver os en anledning til at diskutere, hvem vi er i en tid, hvor vi oprigtigt er i tvivl.
Det er i dette perspektiv, jeg mener, vi burde se kampen om historien, og hvordan dette er blevet så politisk vigtig en kamp. For det bliver kampen om, hvem man som borger kan kigge til i denne tid af usikkerhed. Hvem tilbyder en sikker havn i en tid, hvor vi sejler hvileløst omkring? Hvem ved, hvor vi skal hen, når kompasset synes at spinde alle vegne og ingen veje på samme tid? Jeg tror, vi vil se denne politisk-historiske arena udvide sig i de kommende år. Politikere kæmpe, ofte ledsaget af intellektuelle ideologer og influencere, om at definere historien i deres eget skær. For kampen om, hvem vi er, når samfundet befinder sig i en opbrudstid, kan blive altafgørende for, hvem der får lov at sætte retningen for, hvor vi skal hen.
I stedet synes vi at leve under en uendelig himmel, hvor vi bliver fortalt, at det er muligt at nå alle stjernerne, men ikke hvilke der er værd at stræbe efter.
Det gælder ikke mindst, når man kan tegne en klar linje fra fortiden til nutiden: Den ideologi eller politik, der fik os igennem tidligere opbrudstider, kan også være den, der skal føre os igennem den næste. Det kan for eksempel være i forbindelse med de omvæltninger, der finder sted på arbejdsmarkedet. Arbejdslivet skifter karakter, og der opstår nye dilemmaer om, hvorvidt vi skal arbejde anderledes, måske mere, måske mindre. Hvis man som Kaare Dybvad skriver det i sin bog Arbejdets land, har held med at overbevise os andre om, at det, der gør Danmark særligt, ”er den protestantiske arbejdsetik, som gennem et århundrede har formet vores velfærdssamfund”, så ligger svaret næsten lige for: Vi må også denne gang klemme balderne sammen og knokle videre. For sådan er vi. Sådan gør vi.
Er vi et kristent folk, som Vanopslagh, men også Morten Messerschmidt, Ida Auken og Sørine Gotfredsen blandt flere argumenterer for, bliver kristendommen et muligt anker i en tid, hvor så meget andet synes at være til forhandling. Et anker, der tilbyder os en folkelig identitet, vi skal værne om, hvilket kan betyde, at vi skal lægge yderligere vægt på denne kristne identitet, og muligvis værne os yderligere imod overdreven relativisering eller indvandring. Er det danske snarere kendetegnede ved vores pragmatisme, en art liberal snusfornuft og frisind, som Martin Krasnik synes at mene i sin nye bog Den skinnende by? I så fald skal vi måske bare hægte os til Lars Løkke og en myriade af centriske regeringer, der kan føre os igennem moradset. Aldrig for langt den ene vej. Andre for langt den anden.
Hvad der ligger fast i en tid, hvor få ting synes at gøre det, er, at der under enhver kamp om historien gemmer sig en kamp om at få lov at forme nutiden og morgendagen. Jeg tror, at vi vil se denne kamp sprede sine vinger yderligere i de kommende år. Jeg tror, at idéerne om, hvad Danmark og Vesten er, vil blive flere og mere vidtgående. For i den forvirring, vi er på vej ind i, hvor AI-bosser taler oprigtigt om dommedag, Rusland banker på i øst, og den politiske polarisering er en ny normal, synes tingene at kunne eskalere vildere og hurtigere end nogensinde. Det vil altid skabe et øget behov for fast holde punkter og en fælles identitet. Det ved vi om noget… fra historien.
Ligestilling - Danmarks Statistik
En regeringstid i tal - Danmarks Statistik
