Generalernes Iran

28.06.2026

I 37 år havde én mand det sidste ord i Iran, men med hans død er magten flyttet fra præsterne til militæret. Nu sidder en lille kreds af generaler med hånden på den hane, som en femtedel af verdens olie løber igennem.

Den 28. februar 2026 blev Ali Khamenei dræbt på krigens første dag, da amerikanske og israelske styrker angreb Teheran. I 37 år havde han stået på toppen af det iranske styre som både politisk og religiøs autoritet, manden hele systemet drejede sig om. Samme morgen mistede styret en stribe af sine øverste folk, blandt andre chefen for Revolutionsgarden. For første gang siden revolutionen i 1979 stod Den Islamiske Republik uden den ene skikkelse, der kunne afgøre en strid med et ord.

Det, der fyldte tomrummet, var ikke en ny stærk leder. Forfatningen havde ellers en plan. Et midlertidigt lederråd overtog dagen efter, og Ekspertforsamlingen, de 88 gejstlige, skulle vælge en ny øverste leder. Det skete i en hastet og lukket proces, mens forsamlingens egen bygning lå bombet, og flere møder måtte holdes online. I marts faldt valget på Mojtaba Khamenei, søn af den dræbte leder. Flere kilder beskrev, at kommandører i Revolutionsgarden lagde pres på forsamlingen for at sikre udfaldet.

Valget bar problemet med sig fra starten. Mojtaba manglede de tunge religiøse meritter, en øverste leder normalt skal have, og en søn, der efterfølger sin far, ligner et dynasti i et land, der kom til verden ved at vælte et kongedømme. Hastigheden afslørede ikke en sikker magtoverdragelse, men et ønske om at lukke spørgsmålet, før tomrummet blev for synligt.

Han bærer titlen, men udfylder den ikke som sin far. Han blev såret i angrebet, der dræbte faren, og har ikke vist sig offentligt siden. Hans budskaber kommer på skrift eller gennem mellemmænd i garden, og da han i juni godkendte aftalen om at afslutte krigen, skete det med en skreven erklæring, ikke en tale. Mojtaba leder landet, som var han bestyrelsesformand, mens generalerne er bestyrelsen. Beslutninger lægges ofte færdige på hans bord, og han sætter sit segl.

Den egentlige magt er gledet over til sikkerhedsapparatet, til Revolutionsgarden og Det Nationale Sikkerhedsråd, hvor krigsledelse, sikkerhed og forhandling nu samles. En tidligere amerikansk forhandler beskrev skiftet kort. Iran er gået fra guddommelig magt til hård magt, fra de gejstliges indflydelse til Revolutionsgardens. Det gejstlige lag består, men mere som symbol og legitimitet end som den kraft, der afgør noget.

Iran er gået fra guddommelig magt til hård magt, fra de gejstliges indflydelse til Revolutionsgardens.

Garden er kommet styrket ud af krigen. Kort før angrebene var den blevet bygget om i selvstændige regionale kommandoer, der kunne handle på egen hånd, og det gjorde den svær at slå ud, selv da dens øverste chefer blev dræbt. Da de gejstlige stod svagest, var det garden, der holdt sammen på landet, lukkede Hormuzstrædet og satte generaler ved forhandlingsbordet. Den erfaring har den taget med sig. I dag optræder garden ikke som præsternes redskab, men som den kraft, der bestemmer, hvad der sker.

Den magt hviler på mere end våben. Gardens selskaber og tilknyttede fonde kontrollerer anslået over halvdelen af den iranske økonomi, fra byggeri og energi til telekommunikation og banker, og den svarer kun til den øverste leder, ikke til regering eller parlament. Iran har længe haft en stat i staten, og krigen har gjort den stærkere.

Krigen blev indstillet i juni med en rammeaftale på 14 punkter, forhandlet med Pakistan som mægler. Aftalen åbnede Hormuzstrædet igen, lovede genopbygning og stillede ophævede sanktioner i udsigt. Trump kaldte den en betingelsesløs overgivelse, Iran kaldte den en sejr. Indenrigs blottede den nye revner. Den hårde fløj kaldte aftalen et forræderi mod den dræbte leders blod, og på gaden i Teheran lød der råb mod forhandlerne. Striden står ikke længere mellem moderate og hardlinere, men mellem hård linje og endnu hårdere. De fleste iagttagere mener, at uenigheden ikke er nok til at sprænge systemet, og at den egentlige magtkamp først bryder ud, når penge og sanktionslettelser for alvor begynder at flyde.

Den militære logik viser sig tydeligst ét sted, ude i Hormuzstrædet. Strædet er en flaskehals, så smal og så vigtig, at omkring en femtedel af al verdens søtransporterede olie og store mængder flydende gas passerer igennem det hver dag. Da garden lukkede strædet den 4. marts, mærkede hele verden det næsten med det samme. Olieprisen røg forbi 120 dollar tønden, og Det Internationale Energiagentur kaldte det den største forsyningsforstyrrelse i oliemarkedets historie.

Chokket ramte bredt og ulige. Hårdest gik det ud over Asien, for Kina, Indien, Japan og Sydkorea aftager tre fjerdedele af den olie, der løber gennem strædet. Golfstaterne, der ligger klos op ad farvandet, fik deres egen krise, fordi de henter over 80 procent af deres fødevarer ad samme rute, og hylderne tømtes. Europa gled ind i en energikrise, der mindede om 2022, da gaspriserne næsten fordobledes på få uger. Og fordi næsten halvdelen af verdens kunstgødning fremstilles i Golfen og sejles ud gennem Hormuz, blev en dansk landmand og en familie ved kassen i supermarkedet trukket ind i den samme regning. Den hane, generalerne i Teheran sidder med hånden på, er forbundet til langt flere økonomier end deres egen.

Den hane, generalerne i Teheran sidder med hånden på, er forbundet til langt flere økonomier end deres egen.

Den forbindelse er grunden til, at et iransk lederskifte ikke bliver i Iran. Når magten samles i en kreds af generaler i stedet for hos én religiøs autoritet, følger beslutningerne en militær logik snarere end en politisk. Det gør Iran mere stift, mere risikovilligt og sværere at forhandle med, og det gælder også beslutningen om at åbne eller lukke det stræde, verdensøkonomien er afhængig af.

Aftalen i juni har taget toppen af panikken. Olien er faldet til omkring 78 dollar tønden, det laveste i tre måneder, efterhånden som skibene langsomt vender tilbage til strædet. Men normaliseringen tager tid. De amerikanske strategiske oliereserver står på det laveste niveau siden 1983, og de tankskibe, der skal sejle olien ud igen, er måneder undervejs. Fødevarepriserne, der steg under krigen, har det med at blive hængende, selv når olien falder. Regningen fra de fire måneder er ikke betalt endnu.

Tilbage står et iransk styre på et svagere fundament end før. Hele konstruktionen blev bygget på en religiøs idé om, at en from retslærd skulle regere på Guds vegne, og den idé gav den øverste leder hans autoritet. Når magten nu hviler på generaler og rå styrke, mister den påstand sin kraft, og det har gentagne protester peget på. Embedet overlevede drabet på papiret, men i praksis er det blevet udhulet.

Embedet overlevede drabet på papiret, men i praksis er det blevet udhulet.

Hold øje med to ting fremover. Om Mojtaba Khamenei genvinder en egen autoritet og bliver mere end den mand, der sætter sit segl. Og hvem der får hånd om pengene, når genopbygningen begynder, for det er der, den næste magtkamp kan bryde ud.

Men uanset hvem der trækker det længste strå, er magten gledet over til folk, der tænker i militær logik. For Golfens stater betyder det en nabo, der hellere lægger hånden på strædet end sætter sig ved forhandlingsbordet. For Europa betyder det, at den energisikkerhed, vi mente vi havde lært at bygge efter 2022, stadig hænger på en knap, vi ikke selv sidder ved. Vi så i foråret, hvor hurtigt den knap kan sende priserne på varme og mad i vejret, og hvor længe regningen bliver hængende bagefter. Så længe den hånd tilhører generaler, er Irans magtkamp også vores.